kantes
Ç´kantet| kantes | Ç´kantet |
Se også Ç´kantet (sms.led)
adj. _ med sideformerne kanteret, kantig. _ (nt/ñjt/ñtj K 4.5; længde´, stød´ og accentforhold K 1.5; ´et K 6.1:) kantèt, kantèrèt MØJyÌ, Bjerre; kañ·tèrè $Torsted, $Erslev (vsa. kañ·tè), $Havbro, $Aventoft; kañ§tèrè $Vroue, $Tvis; kañ§tè $Oddense, $Jelling; Ákañtèt $Øsby; kanti $Voldby; kåñtjèrè Vends (vsa. kåñtjè); kåñtèrè ØHan; kåñtèÛ $Anholt; Ákåñtè Als.
1) = med kanter (om ting). \ (også, om dyr og mennesker) = mager, knoklet [spredt afhjemlet] æ ku¿ wå så kañ§tèrè, te æn ku hæµ· æn ka¡skæt o hwæ·r håwt = koen var så knoklet, at man kunne hænge en kasket på hver hofte. $Darum.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = med egne, faste meninger; stivsindet; genstridig [spredt afhjemlet] han træµèr te¶ å fo æ kan·tèr slebèn a sæ, så kan·tèr(è) han alti æ = han trænger til at få Kanterne slebet af sig, så kantet han altid er. Skyum.Mors.II.59. (spec.:) haj er entj så kåntje (= han er) ikke så tosset. AEsp.VO.
3) = klodset, kejtet; genert [spor. i Vends og MØJy] hañ kå¿m let kantèt fræ set e·rèñ = han kom lidt kantet, lidt uheldigt fra sit ærinde. $Hundslund. \ (hertil:) kante·vorn adj. koñtwån = avet, ubehjælpsom. *Vends (Røjkjær.Opt.).
| kantes | Ç´kantet |
| Sidens top | |