kanter

Ìkantet

Se også kantres (verb.)

kantes

adj. _ kañtès alm.; kañ§tès $Vejrum.

[formentlig < *kanters (i så fald en sideform til kanter); Mors, spredt i Hards´N, desuden ældre form i $Vroue; se kort]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= livlig, rask, munter; i bedring efter sygdom mv. Schade.84+173. (hun blev) ful·wust æ¶tèrhå¶n, / æn krå¶n å kantes Pij·g = fuldvoksen efterhånden, en rank (jf. krån x) og munter pige. Skyum.V.17. a ær e§t hi¶èl kantès = jeg er ikke helt kvik (dvs. rask endnu). $Vroue. de waar ett lænng, ennen di bløw kantes aa hæls nok ku brohg æ Bihn = det varede ikke længe, inden de (dvs. de nyfødte kalve) blev livlige og ellers nok kunne bruge benene. AarbMors.1926.101.

kanter	Ìkantet
Sidens top