kante·bånd
kantes| kante·bånd | kantes |
adj. _ med sideformen kanteret. _ (nt/ñjt/ñtj K 4.5; ´er K 6.2:) kantèr alm.; kañ§tèr spor. i MVJy og SVJy; kañ·tè $Løgumkloster; kåñtjèr $Børglum, $Tise; *kånter Him´Ø; kañ·tèrè Him´V; kañtèrè Hards´NV, Fjends; kañ§tèrè $Lejrskov.
[MVJy (dog kun spredt i Hards´N), størstedelen af Sydjy (med nabosogne i MØJy´SV) og SønJy (undt. Rømø og Als), spor. i Vends, Him, Bjerre og SønJy´S; se kort; syn.: kantes]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= livlig, rask, munter; i bedring efter sygdom (jf. krylt x). Kanter ¨ er det samme som kaad og kovtig (= kry, jf. kovtet x). Tøxen.1698. Om et lille velskabt Barn kunde (man) beundrende sige: De æ en bet¶e kandter jæn¶ (= det et en lille livlig én). HPHansen.GD.III.138. Hun va möj sölle aa faahutlet ¨ men di fæk hind endle kantere igjen = hun var meget sølle og forhutlet, men de (dvs. hendes forældre) fik hende endelig rask igen. Fjends. Han waar jo lidt op o æ Aalder ¨ men hejsen hiel kanter = han var jo lidt op i alderen, men ellers helt frisk. Frifelt.JÆ.300f. (sj. om dyr:) a va ræj¶, di loj o frø¿s, mæn di va nåk sæ kañtèr = jeg var bange, de (dvs. lammene) lå og frøs, men de var nok så (dvs. ganske) livlige. SØJy. \ (også) = kvik, dygtig [spor. i Hards, desuden $Løjt] en ¡kañtèr ¡knæjt = en opvakt knægt. Hards. \ (også, om ting) = færdig, parat. "Det er nu kanter og klar", dvs. det er istand og færdig. *SVJy (NFogtmann.1812).
| kante·bånd | kantes |
| Sidens top | |