kanke
Çkankel| kanke | Çkankel |
Se også Çkankel (adj.), kunkel (subst.)
subst. _ med sideformen kangel. _ kåµkèl alm.; også (i betydning 2´3) *kåµèl Vends; kaµkèl $AggerÌ, sideform i HassingH (Thy); også k嵧kèl, kaµ§kèl spor. i Hards. _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm.; neutr. Han, sideform i Vends. _ plur.: ´er (K 6.2).
\ Ìi betydning 4 også kaµ§kèl
[beslægtet med norsk kunk (= jordklump), vestnordisk kõkkr (= klump)]
1) = jordklump [spredt i NØJy, spor. i Østjy´M og ´S] en Konkel = en Jordhumpel. Schade.93. \ (hertil:) kankel·vorn adj. = klumpet, knoldet (om jord) [syn.: Çkankel, kanklet 1] konkelvorn = klumpet, ujævn. Bruges meest om pløjet Agerjord. *Schade.93. *$Lødderup. _ kankel·værk subst. = klumpet, tung jord (spor. på Mors] ¡k嵶kèlªwærk, om stærk Lerjord, som let bliver stiv og vanskelig at arbejde med. Mors.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = stort, grimt, klodset eksemplar af noget; typisk om (mands)person el. hest (og da i Hards og SVJy med særlig vægt på knoklet´ og/eller magerhed, udslidthed el. lign.; dette i lighed med betydningsbredden for synonymerne Çkamp 1 og Ìkamper 1) [overført < betydning 1; Vends, Han, NVJy, spredt i Hards, spor. i øvrige Nord- og Midtjy samt SVJy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
kåµkèl = stort, sværlemmet, noget klodset dyr med kraftige knogler; også om mænd og tunge, noget klodsede redskaber el. maskiner. $Torsted. en Støk Kaankel, nøj stuer grovv nøj = et »stykke kankel, noget stort groft noget. Thy. en stor, halvvoksen, umoden dreng kunne være: nöj· o è ¡kåµkèl (= noget af en kankel). $Haverslev. Sånt i Kåñèl ¨ = Klods. AarbVends.1932.317. Kankel, Skjældsord til en stor mager Hest. "En arm Kankel". Hards (PKMadsen.Opt.). Kanchel = en gl. forstöt (dvs. medtaget) hest. SVJy (Anchersen.ca.1700). \ (også, i adj. funktion) = elendig, klodset (jf. GodeOrd.465ff.) [spor. i Vends, Han og NVJy] de wa ¡no ¡så¿n èn kåµkèl ¡hyli, æ ¡fæk = det var nu sådan en stor, klodset le, jeg fik. $Torsted. i kåµkèl ¡hæst = en stor klodset hest. JMJens.Vend.165. A fek ¨ nu slæmm Hwaaller po mi Knogler a mi kaankel Træsko = jeg fik nogle slemme huller (dvs. sår) på mine ankler af mine store klodsede træsko. AarbMors.1926.115. (af kilden øjensynligt omtolket til sms.:) Kåµkel´Ste (= kankelt sted) om en stor tør og mager Gård. Vends (Røjkjær.Opt.). \ (hertil:) kankel·vorn adj. = stor, sværtbygget, klodset (mest om hest) [< Ìkankel 2; spor. i Vends, Han og Thy; syn.: kanklet 2]
Forrige betydning - Næste betydning
3) = gnaven, uomgængelig (mands)person; i Vends med særlig vægt på ælde [vist udsporing < betydning 2; NVJy (± Thy´NØ, ± Thyholm), spor. i Vends, Han og på Viborg´egnen; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
Er man kantet og haard, maaske med en Tilsætning af Vrantenhed, er man en Kaankel eller en Boffel (jf. buffel l.3). Disse Betegnelser rammer haardt, og det bliver langt fra blidere, naar der sættes en Støk (et Stykke) foran: en Støk Kaankel. Skyum.M.24. Lad ham gaae og gnave, det gamle Kaangel. Vends (Melsen.1811). \ (hertil:) kankel·vorn adj. (om) Mennesker, som har et hårdt og vanskeligt Sind: ¡kåµkèlwårn = kankelvorn. *Skyum.Mors.I.270.
4) = (insektet) stankelben; jf. Brøndegaard.Fauna.[K]I.82 [< kankle 2 (el. direkte < kankel 2)] kaµ§kèl = den store skræddermyg stankelben; (den) kaldes også kaµ§kèlbi¶èn (jf. kankle·ben). *$Agger.
| kanke | Çkankel |
| Sidens top | |