Èjeppe
jeppe·hul| Èjeppe | jeppe·hul |
Se også Ìjeppe (subst., interj.), ÇJeppe (mn.), Èjeppe (verb.)
verb. _ jæ÷p BørglumH; jÉ÷p DronninglundH; *jeep MorsSH. _ bøjning: ´èr ´è ´è Vends (AEsp.VO.).
[< Ìjep 1; jf. norsk dialekt jeppa, jæppa (iflg. NoOrdb. gjeppa)]
1) = spille pind; slå til den korte pind med en kæp for at få den længst muligt væk fra jep´spillets startsted [spor. i Vends og på Mors; syn.: jekke, tudse x (forb. vippe tudse)] Tredje akt (af spillet) bestod i at "jeep" (dvs.) slå til den lille pind to gange: først lidt op og så ud over banen. Mors. så no blywwer´e sjÒ¶w, no ska wi te å jæ·p! = så, nu bliver det sjovt, nu skal vi til at slå til jep´pinden (2 gange i træk). AEsp.VO. \ faste forb.: jeppe i fingre = d.s. jæp i ¡feµèr: (han) tager både kæp og pind i højre hånd, kaster pinden og prøver at ramme den med kæppen. *AEsp.VO.VI.22. _ jeppe ¡ud = slå den korte pind ud på banen i legens begyndelse [spor. i Vends] Man sætter Kæppen ind under den (dvs. pinden, der er lagt over »jeppehullet) og slaar den paa den Maade saa langt ud som muligt. VennebjergH.
2) = kaste noget ud/væk. tjy¶ns mòg war så tÒÒ¶t i gammel da·w, at mæ ku jæp de uk æ nÒÒsdön¶ = køernes møg var så tørt i gamle dage (inden man begyndte at fodre med roer etc.), at man kunne kaste det ud ad stalddøren (jf. nøds·dør x). *AEsp.VO. "Man kunne (dengang) jeppe møget ud på møddingen og genne det i marken med en pind", som (NN) udtrykker sig. *Vends (FestskrSkautrup.331).
| Èjeppe | jeppe·hul |
| Sidens top | |