Jef

jek

Se også eg (subst., sms.led), Ìege (subst.), Èege´ (sms.led)

jeg

pron. _ jæ, je alm.; også (nedsættende) jæj, *jej _ oblik kasus: mig: se Èa.

[< rigsmål; formen trængte allerede i slutn. af 1800´t. frem (på bekostning af det ældre Èa) på Læsø (jf. AEsp.Læsø.II.25), i Århus (jf. Dialektstudier.II.233) og på Djurs (hvor en meddeler født 1871 altid har sagt jæ); men i størsteparten af Jyll betragtes jeg langt op i 1900´t. som en fornemhed, jf. citater ndf.]

= rigsm. Han seiæ no reelænok Jeg te sæ sjel, / aa lii ’et, de ka dæ jo Ingen = han (dvs. sognets degn) siger nu rigtignok "jeg" om sig selv, og lide det kan jo ingen (skønt han i andre henseender er agtet nok). And.GildeÌ.6. De va hinne Moor dæ va så fin po et, / hun løøst Romanne / å såe jej te sæ sjel = det var hendes mor, der var så fin på det; hun læste romaner og sagde "jeg" om sig selv. MadsNiels.FFV.25. den, der forsøgte at pynte paa sit bondemaal med laante fjer, saa man skævt til; han sæjer je til sæ sjel o je te anne folk (= han siger "jeg" om sig selv og "jer" til andre folk), sagde man om ham. SkiveFolkebl. 6/1 1955. (talemåde, med talrige varianter:) Han seje "je" te sæ sjel aa "do" te Wo Hærre = han siger "jeg" om sig selv og "du" til Vorherre. ØH.1945.136. han sæjèr ¡jæj te sæ ¡sja϶ å ¡i te èn ¡pañ·kach = han siger jeg til sig selv og I til en Pandekage. $Vodder.

Jef	jek
Sidens top