is·hus
ising| is·hus | ising |
adv. _ i¡sij¶èr (spor. også i¡síèr, jf. K 2.1) alm.; (med udvidelse:) i¡sij¶èr te $Lild; også (yngre, med rigsmålspåvirket forled) *en¡sier, *en¡sikker.
[< gammeldansk æn sider, jf. vestnordisk en síÛr (= end mindre), i rigsmål forvansket til »end¡sige, i andre jyske dialekter til »se´til (med sideformer), »siden´så (under indflydelse af hhv. se x, rigsmålets sige, siden); jf. Ord&Sag.2009.38f.; Thy, spor. på Mors; se kort; syn.: des¡sider]
 |  Tæt afhjemlet |
= endsige. de war ej¶t wÉj¶èr å gjen æn huñ¶ uw¶Û i, i sij¶èr te¶ æn meñèsk = det var ikke vejr til at genne en hund ud i, end sige et menneske. Kvolsgaard.F.68. (afvisning:) æ hå¿r e§k te mæ sij¶èl, isij¶r æ sku ha nöj te dæ = jeg har ikke til mig selv, endsige jeg skulle have noget til dig. $Agger.
| is·hus | ising |
| Sidens top | |