ih
i¡hvad| ih | i¡hvad |
adv. _ (l/Ï K 4.8:) i¡hjæl alm. i Nørrejy; i¡hjÉl Vends, NVJy (spor. vsa. ´hjæl); i¡jæÏ Sønderjy (spor. vsa. e´, ´¡jal); også i¡jøÏ Als.
[< gammeldansk i hæl (= til dødsriget); mht. lydudviklingen se SprKult.VII.139ff.]
= rigsm.; især i forb. slå (nogen) ihjel. suw¶wen hòr lòò¶ i grijs i¡hjÉl = soen har ligget grisen ihjel. AEsp.VO. _ (talemåder, med varianter:) De Ér i sæj døj å lÉ jæs tre· sÉ ihjæl = det er en sej død at lade sig træde ihjel af gæs. Grønb.Opt.239. èn ska ¡æ§ ¡tæsk si ¡höwèÛè i¡hjæl i a ¡lå· = man skal ikke tærske sine høveder ihjel i laden (dvs. tærske så tæt, at der ikke bliver nok næringsværdi tilbage i foderhalmen). $Ål. De æn finde dø, behøwer æn et u slo ihjæl (= det, man finder dødt, behøver man ikke at slå ihjel), f.Eks. (overført om) en Puns, man bliver budt gratis. SVJy. _ se også (spøgende) »hjel.
| ih | i¡hvad |
| Sidens top | |