i·gået
i¡hjel| i·gået | i¡hjel |
interj., part. _ i· alm.; ij· $Læsø, sideform i Vends; også (evt. tryksvagt) i (især i faste forb. med efterflg. småord).
[lydefterlignende]
1) som udtryk for forundring mv.
1.1) i alm. [spredt i Nord- og Østjy, spor. i Vestjy (men ordet har formentlig været meget hyppigere brugt i dagligt talesprog, end kilderne bag JO. viser, jf. fx replikkerne i Prip.Søften.)] Forundring og forbavselse ledsages ofte (vel især hos kvinder) af udbrud ¨ der i form dog næppe lader sig skille fra tilsvarende udbrud ved skræk, angst og ærgrelse osv., fx i·. Skautrup.H.II.120. Saa begøndt Mari: "I no haar a da hoeh de mæ! I sikke da et Held, sohn en fatte Rallek ka ha ¨" (= ih, nu har jeg da hørt det med! ih sikke da et held, sådan en fattig »rallik kan have). MØJy (Jyden.I.79). "Haaer et en Knuj onne Kjæven? I de kan a da it vehj", saa a, lisom a bløw saa sær foronneret = har den (dvs. hesten, der skal sælges) en knude under kæben? ih, det kan jeg da ikke vide (dvs. forstå), sagde jeg, ligesom jeg blev så sært forundret. Mardonius.MR.16. ¡ijj ¡ha, som do ªka (= ih ha, som du kan!), rosende til barn. AEsp.VO.V. "Ii, da æ do da en sæer Tårri!", såå hun te Laust, "ka do da ett ¨ gjøør dem den Tjennest, do høer jo, di ka ett undvæær dæ!" = ih, du er da også et sært tossehoved, sagde hun til Laust, kan du da ikke gøre dem den tjeneste; du hører jo, at de ikke kan undvære dig! ABerntsen.FA.57f. i ¡ja!, i ¡jow¶!, i ¡næj¶! I disse svar udtrykker i nærmest en forundring over, at man overhovedet kan stille spørgsmålet: ja, naturligvis! osv. $Torsted. \ (også:) som udtryk for andre følelser [spor. i ældre kilder i ovennævnte udbredelsesområde (men med samme forbehold for utilstrækkeligt kildemateriale)] (bagatelliserende:) I, skidt mæ den Kok ¨ wa et en Kow, Dæ had brækket et Bien, de wa mie = åh, skidt med den hane; (næh) var det en ko, der havde brækket et ben, dét var mere (dvs. værre). Johanne.TND.11. (afvisende:) Kom aa kys mæ! Ih nei saa gu wil A ik = kom og kys mig! _ uh nej! sågu vil jeg ej! JPIvers.BB.5f. (henholdende:) Er da Jer Koe bleven forgjort?" "Ih ja de kaan a justement ent sie paa hend ino ¨" = er jeres ko da blevet forgjort? _ tjah, det kan jeg ikke just se på hende endnu. ALimennchar.FB.8.
1.2) i faste forb. (hvoraf nogle nærmer sig milde eder) [spor. afhjemlet (men med forbehold for utilstrækkeligt kildemateriale)] _ ih da. Ih da! ¨ omtrent: Lad være! eller: Hvad skal dette til? *Vends (Melsen.1811). _ ih ¡føj (end)da = fy for pokker [spor. i Midtjy´M og ´V] Iføi da faa ræele som de smait = Aa føi (da, hvor det smagte ræddeligt). Ommers. _ ih hvad = nej, se/hør dog [spor. i Nørrejy] ¡i· ¡hwa, a ¡trow¶r vi for be¡sø·©èls = Ih (hvad), jeg tror vi får besøg. Hards. "ihva", sæjje han så, "æ Tammes ållere die" = nej, se nu, er Thomas allerede dér? Prip.Søften.165. _ ih ®mænd = jamen; sandelig! [spor. i Midtjy, desuden $Torsted] De hellige mænd (i ord som »så¡mænd) ¨ (skjuler sig) vel (også) i det interjektionelle: ¡imèn. Skautrup.H.I.282. "hurren mæ bygget, a tøt, do kom så haste tebåg høddo" ¨ "Immen a ve´e", svåt Tammes, "tu Simen han vil it mæ" = hvordan med byggen (som skulle til mølle)? jeg syntes, du kom så hurtigt tilbage _ jeg ved det godt, svarede Thomas, men Simon (dvs. hesten) ville ikke med. Prip.Søften.166. i mæn ær èÛ ¡dæ! = jamen er det ¡dig (der kommer)! $Torsted. (hertil:) imèni¡så· (el.) imèni¡så¿ = nej, virkelig! $Gosmer. _ ih ¡se (nu/da) = nej, se nu (sagt i overraskelse el. ærgrelse) [spor. i Nordjy og på Djurs] i ¡sí, Ést do ¡a¬è¡re· ¡fær· = ih, er du allerede færdig! $Torsted. i si no da te dæñ¶ trå¿ñt , såm hañ ka skå·ß sè = se nu bare til den tosse, hvor han kan skabe sig! (jf. trant x). $Tved. _ ¡ih ¡så (for så) [spor. i MØJy´SØ og Bjerre] ¡i· ¡så· = ih så, forbavset Udråb. $Gosmer. Han laa (og var død) lidt Østen for Gangtræet (ved åen). Isaa da. De’ var dog en sær kivsom Ting (= det var dog trist, jf. kedsom x). KrJens.K.41. ih saa! ih saa faa saa! Med disse (udråb) vrænge Voerherrederne efter Hidsherrederne. Horsens (NVDorph.1833). _ ih ¡ve da, ih ¡uh da, ih u¡ha da (el. lign.) [spor. i ældre kilder fra MØJy´SØ] HBrøchner.ca.1810. Ii, vie vokke nej! var et udråb, som de gamle brugte til at betegne angst og forfærdelse. HjelmslevH (Krist.JyA.T.VI.263).
2) = hør! (som signal for nyt emne, ny synsvinkel el. lign., for at fange tilhørerens opmærksomhed) [spor. i Midtjy, fortrinsvis i ældre kilder (men med forbehold for utilstrækkeligt kildemateriale)] i bruges i Vestjylland ligesom ito el. to i det nordlige (jf. to x): i, hwa ær du sæjer (= hør, hvad er det, du siger!) Røjkjær.Opt. I! gak ind mæ mæ ¨ a er kiend mæ æ Folk, a vil prut mæ diem = hør, gå med mig ind (i et øltelt på markedet), jeg er kendt med folk, jeg vil prutte med dem (for dig). GldgsSkæmt.16. I hwem war endda det, der kam flyvend? = hør, hvem var dog det, der kom flyvende (dvs. farende, galopperende forbi). Aakj.P.31. ihwa wa¶ et da, han sø·? = men (hør), hvad var det dog, han sagde! AaSørensen.S. (Ord&Sag.1998.60). \ faste forb.: ih hvad = d.s. i¡hwa, to do ku jo da gja·n fo¶ èr = jamen hør, du kunne jo da gerne få det (dvs. du må da godt få det). *$Tvis. _ i to se to x.
| i·gået | i¡hjel |
| Sidens top | |