igle·bide
i·gået| igle·bide | i·gået |
subst. _ med sideformerne igler (plur.?, spor. i Hards), ild·græs (spor. i Østjy´N og Hards´V). _ afvigende udtale: i·lèr Hards.
[< igle 2; forvanskningen > ild´ forklares i AEsp.VO.VI.21 med, at når solen ij·lèr (= skinner hedt, jf. Ìile 1), så glimter det i plantens dugdråber; spredt i Vends´V og Vestjy, spor. i øvrige Jyll (± Østjy´M, ± Sundeved og Als)]
= fællesnavn for vibefedt, soldug, benbræk mv. (eng´ og moseplanter, der vokser på fugtig grund); jf. JLange.ODP.I.503+785f.+882+II.105+252. Ilgræs = en Plante, der gror paa fugtig ukultiveret Jord. Planten er Vært for Igler (jf. igle 2). Æder Faarene Planten, gaar Iglerne i Leveren og Faaret dør. Thy. I et vaadt Aar gror der Ildgræs nede i Kjæret, og hvis Kreaturerne faar det i dem, saa faar de Ildsygen, og den er uhelbredelig. Ommers (Krist.DS.NyRk.VI.340). Havde fårene fået wand·hu¶e (dvs. vand i hovedet, jf. vand·hoved), hvad de fik af at æde i·lgres, så si·mtrat¶ han dyrene, dvs. han trak ved hjælp af en stoppenål hestehår gennem den vandfyldte poge (= vable) _ men dyret gik gerne til alligevel. HPHansen.HS.203f. Áilgræjs ¨ sådan et bredt Græs, det gror i Buske. Fårene kan få Áilè i Leveren, hvis de æder det. $Bov.
| igle·bide | i·gået |
| Sidens top | |