igle
igle·græs| igle | igle·græs |
verb.
[spor. afhjemlet]
= bides af blodigle, lægeigle; oftest i forb. lade sig iglebide, skulle iglebides, være iglebidt. Min ¡Mo¶è vå ¡toµ·¡hø·rè. ¡Så fek hun få ¡Ra¶j, te hun sku la sæ ¡i·lbir·, de ku kandskè ¡jæl·p får e ¡Ø·èsu·sènd = min mor var tunghør; så fik hun som råd, at hun skulle lade sig iglebide; det kunne måske hjælpe på (hendes) øresusen. HostrupD.II.2.51. I Bording blev Faar, der led af Wand·hu¶e (jf. vand·hoved), undertiden i·lbet (bidt af Hesteigler), men Igler var jo dyre, og derfor var der andre, der ¨ aarelod dem paa Halsen. HPHansen.HH.148.
| igle | igle·græs |
| Sidens top | |