´ig
igangs·gilde| ´ig | igangs·gilde |
Se også en¡gang (adv., konj.)
subst. _ afvigende 1.sms.led: ¡i·Û´ HadsH (MØJy).
[< ældre rigsmål; jf. ØMO.]
1) = gilde ved indtræden i fællesskab, fx en bys gildelav; jf. hønse 1 [spor. i HadsH, BjerreH og ElboH (Østjy´S), desuden videre udbredt i enkelte ældre kilder; syn.: ind·gang 1 (slutn.)] Når en ny mand på en af gårdene optoges i fælleskabet, måtte han give "igang", dvs. velkomstgilde. Flyttede man, gav man »"afgang". LBælt (Axø.Vinding.107).
2) = første gang en kvinde går i kirke efter barsel [spor. i HadsH (MØJy); syn.: kirke·gang 2] Naar Konen saa var kommet helt til Kræfter (efter fødslen), skulde hun holde sin Iidgong, d.v.s. hun skulde sammen med en eller anden Kone fra Byen en Søndag under den første Del af Gudstjenesten møde i Vaabenhuset. HadsH (AarbAarh.1934.17). \ (hertil:) igangs·kone = kvinde, der går i kirke første gang efter barsel [syn.: kirkegangs·kone] ¡i·Ûgoµsªkuèn var den Kone, der en 3 Ugers Tid efter Barslen maatte fremstille sig i Vaabenhuset, derfra blev hun løst ej (= læst ind) af Præsten, der bad en Bøn for hende og Barnet. Før den Tid var hun ejèn kjerk, (= inden Kirke) og maatte ikke gaa ud i Selskab el.lign. *HadsH.
| ´ig | igangs·gilde |
| Sidens top | |