Ìi
Èi| Ìi | Èi |
Se også Ìi (subst.), Èi (adv., præp.), ¢i (adv.), £i´ (forstav.), Ài´ (forstav.)
pron. _ i alm.; ji $SSamsø; i enklise ofte med stødtilkomstÌ. _ oblik kasus jer, eder: jæ(r), je(r) alm.Ç (i reglen tryksvagt og derfor oftest med vokalen è og bortfald af ´r (®jè), i enklise ofte med stødtilkomstÈ); ji $SSamsø; (trykstærke sideformer¢, vel lånt fra jeres:) je÷r spredt i Vends´N og ´V; *iè NØDjurs, Mols; iè $Gosmer; jæs, jes spredt i Hards´N og ´M, Fjends´N (med tilstødende sogne af Ommers), spor. i MØJy; Áje, *je·r $Løjt, Åbenrå; i·r Fjolde (F.). _ genitiv: se jeres.
\ Ìfx: ¡so¿ ¡i¶ èn (vsa. ¡i· èn) = så I den ($Bjerre), ka i¶ it = kan I ikke ($Vodder); Çingen jysk dialekt har betydningsbærende modsætning mellem jæ og je; udtale med ´æ dominerer i Han, Hards, SVJy (± Fanø), VSønJy og på Als; i Århus_Silkeborg´egnen veksler ´æ og ´e; ellers dominerer udtale med ´e; Èwej¶ èr = ved, hos jer ($Torsted), tej¶ è = til jer ($Gosmer); ¢i forb. som: var det ¡jer, som kaldte?
[alm. (i Fjolde dog i slutn. af 1800´t. fortrængt af »Im)]
1) i tiltale til flere personer. veÏ i ¡mæ, så skaÏ i Áströw å Ákom· = vil I med, så skal I skynde jer at komme (jf. stræbe x). $Bov. ba¿r, i ska kom eñ¶ o kom i jær hu·èsèr, i mo e§k go uw·Û læµèr o pø·l i æ wañ¶! = børn, I skal komme ind og komme i jeres hoser (dvs. få strømper på), I må ikke gå ude længere og vade (jf. pøle x) i vandet! $Agger. ¡væ ¡sku¿ å ta ¡te j¶è o ¡ræ·tèrn = værsgo at tage til jer af retterne. $Houlbjerg. (overtro:) naar der skulde køres Korn ind i et "Gulv", (plejede han) at sætte først et Neg i hvert af de 4 Hjørner og sige: "Til jer" dvs. til Musene, saa lod de det øvrige Korn være. MØJy. \ med grundform i stedet for forventet oblik form [spredt i Nørrejy] ¡hwæm¶ æ dæñ ¡æ¬st a ¡i ªtow¶? = hvem er den ældste af I to? $Houlbjerg. a er saa glaa ved aa sitj I to bette ungh Meesker = jeg er så glad for at se jer to (små) unge mennesker. Thise.LS.I.105. \ med oblik form (etc.) i stedet for forventet grundform [spredt i Nørrejy] Er ’et jes, der ska’ begynd? = er det ¡jer, der skal begynde (på legen)? MØJy. boÛè ¡je å je ¡bø¿n ka ¡kom· = både I og jeres børn kan komme (dvs. er velkomne). $Bjerre.
2) i tiltale til enkeltperson (især til gamle, fx bedsteforældre, stedvis også til forældre og andre ældre; sj. til folk af højere stand el. til fremmede) [alm.; fortrinsvis i ældre kilder] Vi sagde (omkring 1860) "I" til far og mor, også til slægtninge, som kun var lidt ældre end en selv. ØH.1966.51. (den gamle kunne blive meget hidsig; men sønnen) holdt ham og sagde: "I maa sandelig et’ slaa mæ, Faaerlil" (= ikke slå mig, farlil). Steensberg.SS.10. Hun bed ham (dvs. en yngre mand) af med følgende Ord: "Do behøwwer sko §t aa sej I te mæ, a er ett saa gammel" (= du behøver sgu ikke at sige I til mig, jeg er ikke så gammel). SVasegaard.KS.172f. Han kunne ikke lide, man sagde I til ham ¨ "Do ka sej I te di Lopper o te di Lus, men it te mæ" (= du kan sige I til dine lopper og til dine lus, men ikke til mig). RibeAmt.1940.53. (spec.:) (hun måtte) følge med ham og tage del i rakkerarbejdet (bl.a. med at flå skindet af døde heste) ¨ for hun havde sagt du til ham. Man skal nemlig sige I til den slags folk. Hards (Krist.JyA.V.241). En Smaamandskone ¨ sagde I til Iver Holt (gårdmand, sognerådsmedlem), skønt hun var ældre end han, og han sagde du til (hende). Ussing.Erritsø.94.
| Ìi | Èi |
| Sidens top | |