Çhytte
hytte·fad| Çhytte | hytte·fad |
Se også Ìhytte (subst.), Çhytte (verb.)
verb. _ hyt/hy÷t/hy§t/Áhyt (K 1.4). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: u.end. alm.; i yngre kilder også ´et (K 6.1). _ ptc.: hyt alm.; i yngre kilder også ´et (K 6.1).
[af uvis opr.; NJy (dog kun spredt i Vends´SØ og det vestligste Han), spredt i det allerøstligste Thy, spor. i Him´N, MVJy, Sydjy og Sønderjy; se kort; syn.: hvitte, kytte x, tytte x]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= kaste, smide, slænge (uden at lægge kræfterne i). Nede ved ¨ Dronninglund skov er en stor stendynge af ene håndsten, og enhver, der kommer forbi, hytter en sten til. Vends (Krist.DS.III.60). (overtro:) heller ikke ma mæ ha lòw te å hyt no· hæn (= heller ikke må man have lov til at kaste noget) til en frugtsommelig. Vends (F.II.262). Når et barn slår sig og græder, tager man om det ømme sted og hytter de u·j uk te katti el. uk på hönsen (= smider det onde ud til katten el. ud på hønsene). AEsp.VO. (talemåde:) Hyt eñtj de beskit Vòçj uv, föri do fo de ræ·n eçj (= smid ikke det beskidte vand ud, før du får det rene ind). Grønb.Opt.232. (til indtrædende gæst:) Væ saa go aa hyt Røvn te Bænki = værsågod at smæk røven i bænken (dvs. sid ned!). CJRLund.TN.19. vi ¡hytè dæm ¡op (= vi kastede dem i vejret), dvs. at "kyste" Børn op i Luften (jf. kyste x, hviste 1 slutn.). $Bov. Ta intj noh aa Sount, for Æjen vor, de vi vor hytt aapaa Fattegori = tag ikke (imod) noget fra sognet (dvs. fattighjælp), for enden bliver, at vi bliver smidt på fattiggården. CJRLund.TN.26. Saa er de Penge da hyt (= smidt) ud af Vinduet (sagt, da sønnen ikke vil færdiggøre sit studium). Skjoldb.RF.IV.91. \ faste forb.: hytte bold = lege, spille med bold [spor. i Sønderjy (i en bestemt remse, jf. Hagerup.Angel.94+181); syn.: tytte (forb. tytte bold)] _ hytte krage = slå kolbøtte [spor. i Sønderjy; syn.: kytte krage]
| Çhytte | hytte·fad |
| Sidens top | |