hvinklehvinsk

hvinnie

verb. _ med sideformen hvinne. _ hwini alm.Ì; hwinè/winè (K 3.2) SVJy, SØJy (±NØ)Ç; *hvin, *hviñ Djurs´S. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1)È.

\ Ìdog hwiñi $Vroue, $Tvis; Çdog wiñi $Ål; Èogså hwinjè ´jèt etc. MØJy, Bjerre.

[< hvine; Thy´S, Midtjy (± Ommers´Ø), Sydjy (±V, ±SØ), spor. i øvrige NVJy, i Sall og i Him´SV, desuden $Ål; se kort; syn.: hvine 1, hvinske, Çhvinte 1]

Tæt afhjemlet

= vrinske skingert (modsat kronnie x, rimme x, skronne x, der betegner en dybere vrinsken). en hest den kråñiè (= kronnier) efter foder, (men) hwiñiè efter de andre. $Bjerre. ¡bæ¿stèrèn ¡hwinjè, ¡næ¿è di ¡ka¬è å dje ¡føl he¬è veÏ ¡ha¶ èn ¡snak mæ èn kamè¡ra¿t = bæsterne (dvs. hestene) hvinnier, når de kalder på deres føl eller vil have en snak med en kammerat. $Gosmer. hwini = vrinske højt, gennemtrængende, f.eks. når den viser modvilje mod en anden hest. $Skannerup. a tø©ès a bæ¿stè di hwinjè = jeg synes hestene hviner; det er ikke rare heste, der vil hvine, de er ofte ikke blevet godt behandlede. Bjerre. om hvinende lyd, som den især høres hos hopper med sygelig forhøjet permanent brunst ¨ : dæn hwinièr å gir wañ¶ fræ sæ å slår úr så èn ær farli å ¡åmªgo¿s (= den hvinnier og giver vand fra sig og slår ud, så den er farlig at omgås). $Vroue. \ (også overført, om person) = skrige op; give lyd [spor. afhjemlet] hun hwiñiè åp te de skorè i jæn¶ si ø·rèr (= hun hvinniede op, så det skurrede i ens ører), dvs. talte el. lo ubehageligt højt. $Vroue. ka do e§t følè, så ka do winè = (kan du ikke følge med, så kan du) lade høre fra dig, råbe på os. $Darum.

hvinklehvinsk
Sidens top