hving·storme
hvinnie| hving·storme | hvinnie |
Se også Çhvingle (verb.)
verb. _ hweµkèl $Børglum. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t $Børglum.
[jf. svensk dialekt hvinka, kvinka (= jamre, kny), norsk dialekt kvinkra, kvinke (= klynke, iflg. Aasen.NF.253); spor. i ældre kilder fra Vends]
= give en lyd, et kny fra sig. al·dri så snò¿t haçj hweµkèlt É huçj¶, så wa tjy¿èn samèlt = (aldrig så snart han) kaldte ad (hunden, så var køerne samlet). Vends (F.). (talemåde:) Det er et godt Barn, der hvinkler aldrig. Vends (Melsen.1811).
| hving·storme | hvinnie |
| Sidens top | |