hvid·varm
hvid·veje| hvid·varm | hvid·veje |
subst. _ med sideformerne hvidde, hvid. _ ¡hwiªwej/´ªvej (K 3.1) $Voldby, $Todbjerg, $NSamsø, $Hundslund; *hvidevæg SSamsø (Hansteen.ca.1825); hwiwi VoerH (MØJy); hweÛè Bjerre (spor. også ¡hwiÛ®vèÛ), LBælt´N (vsa. *hvædde); hwær SkodborgH (Hards; HPHansen.Opt.); *hvidde NHorneH (SVJy); hwiÛè MaltH, AndstH (SØJy; F.); hwiÛ, hwi, hwir $Darum. _ genus: fk. el. stof´neutr.
[sideformerne skyldes ekstrem svækkelse af 2.sms.led; spredt i SØJy´Ø, spor. i Sydjy´V og Østjy´M, desuden ovf. kilde fra Hards; syn.: flæsk 2, hvid·eg]
= det yderste hvidlige lag ved i egetræ, spor. også andet hårdt træ; i modsætning til kerne·ved, eg (slutn.). Hwiwi ¨ er uden Værdi som Gavntræ, idet det er løst og hurtigt raadner. MØJy. Til Hjulerarbejdet (= hjulmagerens arbejde) lagde Bønderne ¨ selv Træ til. Hjulernes eget Træ havde ikke godt Ry paa sig. "Hwædde de æ gåt Træ; (kun) æ Bark duer idt" var deres Valgsprog. Ussing.Erritsø.45. stry·g til høle (= hvæssepind til le, jf. stryge x), af gammel eg, helst hvidde, prikket med syl el. søm og såndet (= overstrøet med sand). SVJy. \ også kaldt: hvidning. hvining. *Anholt.
| hvid·varm | hvid·veje |
| Sidens top | |