hvid·ved
hvid·visse| hvid·ved | hvid·visse |
subst. _ med sideformerne hviden·veje, hvidsig·veje, (h)virre¡veje, hvid(de) (sidstnævnte muligvis ved sammenblanding med hvid·ved). _ 1.sms.led: hwi·´ VLisbjergH (MØJy); *hvidden´, hwirrèn´ NDjurs; hwiÛ´ $Gosmer; viÛè´ $Lejrskov; *hvidsi´ Kolding; *hvid(e)´ spredt i Østjy´M og ´S; virè´ $Øsby, $Agerskov, $Løjt; *vie´, *via´ Tyrstrup; *virre´, *verre´ SønJy´N og ´Ø. _ 2.sms.led: ´væj/´væj· (K 1.3) alm.; *´verre, *´hverris NDjurs; *´hvedde LBælt´N; ´Ávæj(·) $Øsby; ´Ávaj· $Løjt; ´¡vÉj $Agerskov; *´ve Sundeved (JLange.ODP.II.349). _ afvigende udtale (sammentrukne former): *hweÛe, *ved, *hvej MØJy´SV. _ plur.: ´er (K 6.2).
[ca. 1300: hwith´with (Harp.Kr.155); 1.sms.led synes i SønJy påvirket af virre x (jf. APhS.XXV.144f.); 2.sms.led antages opr. at være samme ord som vidje (jf. vestnordisk viÛ, viÛja), men er siden omtolket til vej (i sing. el. plur.); ØSønJy´N, spredt i SØJy´S (±V) og HadsH (MØJy), spor. på Djurs´N, i MØJy´N og ´SV samt på Als; se kort; syn.: hvid·visse, kolde·urt]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= hvid anemone; jf. JLange.ODP.I.85. Skovblomsterne var (nord for Århus omkring 1875) blåfår (gøgeurt), fingerbøl (klokke), fiol (Viola canina), hvidevejer (hvid anemone ¨). DF.II.141. Nej det er nok somme Urter, Hørurter og Hvidvedde, der gjør det (dvs. giver kreaturerne sygdommen »blodajle). JSkytte.Hj.106. (overtro:) De tre første Virrevejer ¨ man ser om foråret, skal man spise og i det samme sige: "Virre virre vejj blomm, fårby den uhnd kålld åller te mæ å kom" (= hvide hvideveje blomst, forbyd den onde »kolde(syge) nogensinde at komme til mig). MaltH (SVJy; Sgr.I.27). (remse, med varianter:) Virre virre væjj, di lowter så sæjj / Skov Skovmærk’ di lowter så stærk (etc.) = hvidveje de lugter så seje (= vedholdende, længe?), skovmærker de lugter så stærke. Haderslev (Krist.BRL.387). \ (også) = (planten) lugtløs kamille; jf. JLange.ODP.II.32 [spor. i ØSønJy] SJyMSkr.1926´27.135.
| hvid·ved | hvid·visse |
| Sidens top | |