hvæde·stål

hvæle

Se også hvællig (adj.), Ìhvirvel (subst.)

hvæl

subst. _ (l/Ï K 4.8; spor. også ´¬, jf. K 4.6:) hwɶl, hwÉl¶ VendsÌ; hwæ¿l Vestjy, Sydjy´N og MØJy´S; hwæl¶ NØJy, MØJy (± S); hw濬 $Tved; også hwa϶ MØJy´SØ. _ genus: neutr./fk. (K 7.1). _ plur.: u.end.

\ Ìogså hwɬ¶, *hwæ¬ spor. i ´MV.

[< hvælle; Nørrejy (± Læsø, ± Anholt, og kun spor. i Djurs og Sydjy´S), spor. i SønJy; se kort]

Tæt afhjemlet

= skingert råb, skrig, vræl. Give et ræle Hveld af sig = give et skrækkeligt skrig fra sig. Melsen.1811. Saa gav han sig til at raabe, saa højt, han kunde. Han gjaldede ind mellem Bakkerne det ene Hvæl efter det andet. Skjoldb.RF.I.325. Der var Hvæld af Gøglere og Trommebump. JVJens.HH.II.50. ¡maçj¶èn ga èt ¡hwa϶ ¡fræ sæ = manden gav et vræl fra sig. $Gosmer. han ¡ga¶ en ¡hwæ¿Ï dæn¶g嵶 han blöw ¡stå§kèn å¶ æ ¡håwªwår¶m = han gav et vræl, dengang han blev stukket (dvs. bidt) af hugormen. Hards.

hvæde·stål	hvæle
Sidens top