hvælle·råbe
hvælpe| hvælle·råbe | hvælpe |
adj. _ med sideformerne hvæl, hvælig, hvallig, hvællen. _ udtale »kort (med noter). _ sup.: *hwellest Fjends (Aakj.); hwælèst Hards (HSandv.).
\ Ìogså hwÉ¿l spor. i ´V; Çdog hwæl· $Agger, $Hurup; È*hwæl(e) spor. i Him´N; hwælè $Voldby; *hual Randers´egnen (AnonymÌ°.ca.1825); (plur.:) *hwall Blich.XXII.138; ¢dog *hvallig Sall (AnonymÌ£.ca.1840); også hwæ϶è spor. i Fjends; £spor. også hwælèn; Àogså *hval· spor. i ældre kilder.
[af uvis opr.; jf. vestnordisk hvatligr (= modig, uforfærdet, djærv), muligvis afledt af vestnordisk hvatr (= tapper, rask, dygtig, skarp); formerne på ´è kan evt. opfattes som forstærkende form]
1) = dygtig, kvik, livlig, vaks, flink (ofte om børn, især drenge) [Nørrejy (± Ommers, MØJy´N og ´M, og kun spor. i Him og på Djurs), desuden $Mandø; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Hvæl’ ¨ bruges til at udtrykke fortrinlig Ypperlighed _ som en hvæl’ Mand, en hvæl’ Stud. Hards (LEft.1804.765). "En hwelle bette Baar" = et fremmeligt, kvikt og rask Barn (helst kønt), ogsaa en rosende Betegnelse om voxne yngre Mennesker; brugtes tillige ironisk: om en meget sløj Mand sagdes: ja, de æ endda en hwell Kaal (= karl). Hards´NV. ka do no væ en hwæl· bå¿n å spis åp = kan du nu være et dygtigt barn og spise op. $Vroue. hwæ¿r tø©ès si æj·n ba¿n æ di hwælèst = (en)hver synes ens egne børn er de dygtigste. HSandv.Stauning.75. Di sat no kåki uv i gòri te di a· kåk får å sij, om haj åse va så hvæl, som de lu te = De satte nu Hanen ud i Gården til de andre Haner for at se, om han også var så dygtig, som det lod til. Grønb.Opt.15. Jens ¨ er den hwellest Karl, vi har haft, siden jeg fik Gaard. Aakj.VF.68. \ (også, ironisk) = lidt for kvik; vigtig [med samme udbredelse] om en, der er stor i slaget hedder det, at haj er i hvæle Kå¶l (= at han er en gevaldig karl, i egen indbildning). Vends. hvel ¨ betegner i Alm. dygtig, duelig, men kan ogsaa være spottende = vigtig, opblæst, indbildt. Lars.Ordb.97. è preñ¡sæs ¡hon wå ¡gråw· wæl·, hon ¡so¿ o ¡kanèkèt = prinsessen (i eventyret Klodshans) hun var meget stor på det, hun sad og knejsede. $Mandø. \ (hertil:) hvælling. hveling ¨ = Praler, opblæst Person, der agerer en allerhelvedes Karl. *Lars.Ordb.98.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = af god kvalitet, fremragende; kraftig, voldsom [spor. i samme område som betydning 1] Røst.1808. Hvelle Koer = ypperligt Korn. Schade.Mors.339. De ær i hwæ¶le Står¶m = det er en voldsom storm. AarbVends.1935.128. a tøkès da hæl·s de ma wær en hwæ¿le væreµ, de æ jo håtè æn går, å nap nåk æn ¡sånjbånk e¡po hi·le ¡æjendomèn = jeg synes da ellers, det må være en god lille ejendom (jf. væring x), det er jo næsten en gård, og (der er) knap nok en sandbanke på hele ejendommen. Vends (DF.X.121). Det var en hveel vand i gaar = Det øste ned. TerpagerÇ.ca.1700.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = rask (efter sygdom); godt tilpas [spredt i Hards, spor. i Thy´S og Fjends] ija·s war hañ lij·fram wo¿©, mæn i æ§tèmæj·Ûè ær hañ så möj¶ hwæl· = i aftes var han ligefrem syg (jf. vag x), men i eftermiddag er han så meget veltilpas. $Agger. a ær nåk så hwæl· i daw¶ såm i gu¶èr = jeg er nok så rask i dag som i går. $Vroue. no ær han hwælen, dvs. omtrent rask, bruges om en, som har været syg. Hards.
4) (som forstærkende adv.) = overordentlig, særdeles [spredt i Vends, spor. i øvrige udbredelsesområde for betydning 1] di tu hwÉɶle pÉɶnt imò´mæ = de tog vældig pænt imod mig. AEsp.VO. de æ ¡hwæ¿lè som do ka ly·w = det er gevaldigt, som du kan lyve. Vends. Der var saadant Spektakel i Stalden¨ saa det var hvæle. Krist.DS.NyRk.II.66. æn hwælè stu¶è jæn¶ = en meget stor En. $Lødderup. Øvt er saa hvæle godt at komme i Pebernødder = urt (dvs. maltafkog) er så særdeles godt at komme i (dejen til) pebernødder. Nibe.
| hvælle·råbe | hvælpe |
| Sidens top | |
}){kind=link}