Ìhundse
hunds·fot| Ìhundse | hunds·fot |
Se også Ìhundse (subst.)
verb. _ med sideformen hundske. _ (længdeforhold K 1.7:) huñ·s/hu÷js/hun·s (K 4.4) alm.; også hu(ç)÷jsk Vends. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t Vends, Thy, Sall, Fjends (sidstnævnte sted med stød i ptc.: huñ¶st).
[spredt i Nørrejy]
= rigsm.; i ældre kilder med objekt (hundse nogen), i yngre med præp.objekt (hundse med nogen). mæ haar di hundset o handlet mæ som en Høwed = mig har de hundset med og behandlet som et kreatur. JJacobsen.B.56f. (talemåder:) Den Mand, der hundser si Kuen, gi’r sæ siel en skidt Skudsmo¶l (= hundser med sin kone, giver sig selv et dårligt skudsmål). LandNordv.I.254. ¡småªfåÏks ¡bø¿n di ska ¡a¬ti ¡huçjsès = småfolks børn skal (der) altid hundses med. $Gosmer.
| Ìhundse | hunds·fot |
| Sidens top | |