hul·grøft
huling| hul·grøft | huling |
verb.
[< Çhul 1, Èhare; spor. i SVJy´S og Sønderjy´V]
= udbanke leblad så uheldigt, at æggen bliver hul (dvs. det inderste af æggen bliver hamret tyndere end det yderste). Det halve af Hammerpennen (= spidsen på harehammeren) skulde falde på Leen og det halve på Speddet (= ambolten, jf. hare·sped); hvis den faldt længer tilbage (dvs. inde på lebladet), ¡så blæw æ ¡le¿ ¡ho·Ïªha·rèt = så blev Leen hulharet. $Vodder. o huelha·r si Hjøle (= at hulhare sin hø´le) ¨ kan man let (komme til at) gjøre, nær æ Hjøle fælder et o æ Hårsti (= når leen ikke fælder på harestedet, dvs. ikke ligger tæt ned til ambolten, jf. Çfælde 2, hare·stede 1). SVJy.
| hul·grøft | huling |
| Sidens top | |