Çhule
hule·jern| Çhule | hule·jern |
Se også Ìhule (subst.), Çhule (verb.)
verb. _ hu·Ï/Áhu·Ï (K 1.9). _ præs.: hu϶/huÏ (K 1.1) alm.; hu¿Ï $Darum; hu·Ï Fjolde. _ præt. og ptc.: hu·¬/Áhu·¬ (K 1.9) hhv. hu¿¬/hu·¬ (K 1.1) alm.; *hu·lt $Fjolde; (præt.) *hu·lèt Haderslev; (ptc.) også hu·lt Angel.
[< nedertysk hulen; spredt i Sønderjy´S, spor. i Sønderjy´N og Sydjy´S; syn.: hyle]
= hyle, tude (om vind, hund mv.). æ veñèrè var i stø§kè o æ veñ¶ hu·¬ eñ¶ roñ¶ åm¶ = vinduerne var i stykker, og vinden hylede ind rundt omkring. $Lejrskov. de ¡hul i e ¡væ· = det hyler, tuder i vejret (dvs. blæsten tuder). AlsOrdsaml.77. dæñ hu·lt ¨ så så· di, de va èn huñ¶, dæñ ku se èn ¡li·chªska·r, dæ kåm i¡mo¿r èn = den (dvs. hunden) hylede; så sagde man, at det var en hund, som kunne se en »ligskare, der kom imod den. $Aventoft.
| Çhule | hule·jern |
| Sidens top | |