hulbår·sten
hul·dige| hulbår·sten | hul·dige |
subst. _ med sideformen hyld. _ (l/¬ K 4.6:) hu¬¶/hu¬ (K 1.1) alm.; hø¬¶ Thy (vsa. hy¬¶); også (ældre) *hyld Vends, Him, Bjerre og SVJy; også h嬶 MidtjyÌ, Sydjy; også hy¬¶/hy¬ (K 1.1) Syd- og Sønderjy. _ genus: neutr./fk. (K 7.1).
\ Ìdog hol¶/ho¬¶ Djurs.
[formen h嬶 opfattes formentlig flere steder som afledt < Çholde 7 slutn. (jf. Skautrup.H.I.272); spredt afhjemlet]
= rigsm. (menneskers og dyrs kødlag). vel ved hyld = ved godt huld. Ribe (TerpagerÇ.ca.1700). godt i ¡hu¬¶ = i god foderstand (om ko). $Bjerre. hon æ ¡we¶ è ¡hø¬¶ (= hun er ved huldet), dvs. trivelig, fyldig. $Torsted. han hå·Û æn pæ¿n li¬è hy¬¶ = han havde et pænt lille huld (dvs. var lidt fyldig). $Darum. ta·v æ hu¬¶ (= tabe huldet), dvs. blive mager, om Kreatur. $Agerskov. (talemåder:) Fattigmands Huld er altid tynd. Melsen.1811. Det kommer til eens Huld (= går til samme formål), sae Manden, han aad Konens Davre. SJyMSkr.1950.36.
| hulbår·sten | hul·dige |
| Sidens top | |