hu·bav
Ìhud| hu·bav | Ìhud |
verb. _ hovèr/hoßèr (K 4.3) alm.; ho÷ßèr spor. i Vends´M; *hower Fanø. _ bøjning: ´er ´et ´et el. u.end. (K 6.2, K 6.1, K 6.3) alm.Ì; (ptc.) hovèrt LisbjergH (MØJy; F.).
\ Ìptc. også uden stød (som ellers angivet på K 6.3) AEsp.VO.
[vel opr. lydefterlignende (jf. ODS.); Vends (±S), spredt i Hards´S, Sydjy´NV, MØJy´MØ, spor. i øvrige Nørrejy (± NVJy og Djurs); se kort; syn.: govre, hudre 1]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= ryste af kulde (så tænderne klaprer, etc.). OBork.1814. di a·rèm bÒ¿n wa så fåfrø·st, di hoßèr = de stakkels børn var så forfrosne, (at) de rystede. $Børglum. a kam söÛn te å hovèr = jeg kom såden til at ryste af kulde. Røjkjær.Opt. \ også kaldt: hubre·fryse [spor. i Vends] _ hubre·ryste [spor. i Hards´S]
| hu·bav | Ìhud |
| Sidens top | |