hubre
Çhud´| hubre | Çhud´ |
Se også Çhud´ (sms.led)
subst. _ huj alm.Ì; huj¶, hu¶j VendsÇ, Han; huw¶ $Læsø; også (ældre) huj· (spor. hu·j)È NVJy (±NØ), MVJy (± Fjends); også (ældre) hwi StøvringH (Ommers; F.); også (ældre) hwy SønderhaldH (MØJy; F.); huj¶ Samsø; huÛ HadsH (MØJy), SØJy´N¢; hu $Fjolde. _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; spor. også stof´neutr. _ afvigende bf.: huj¶èn/huw¶èn/hwi¿èn etc. (analogt med grundformen) Østjy (K 7.1). _ plur. (i betydning 2): hujèr/huÛè etc. (analogt med grundformen) alm. (spor. også med forlænget vokal: hu·Ûe, hwi·èr etc.); også (ældre) hu· Vends (F.); hwy· StøvringH (Ommers; F.); hwuj· $Darum; hu·r $Fjolde.
\ Ìogså hwuj $Darum; Çogså (yngre) hu; Èmen yngre huj; ¢også yngre form i øvrige Sydjy, i NØJy og på Djurs; også (ældre) *hwiÛ Bjerre.
1) = rigsm. (på mennesker og større dyr) [syn.: skind x] dæ gik èn støk ¡huj ¡a m¶i ¡knæ¿è = der gik et stykke hud af mit knæ. $Torsted. (spec.:) køerne di hær æn go·j huj (= de har en god hud), dvs. er godt i Stand. Fjolde. \ faste forb.: (have/få) nogen/noget på huden = klø [spor. i Vends] do ska ha no·è på huj¶èn = noget på huden, dvs. bank. $Hellum. _ leve på hel hud [spor. i Thy´N] han ka ¡itj ¡lÒw· po ¡hi¶èl ¡huj (= han kan ikke leve på hel hud), dvs. han kan ikke opføre sig ordentlig, uden han har fået prygl. $Torsted. _ huden er af nogens røv/navle (el. lign.) (jf. Çae) [spor. i Nord- og Midtjy] do sna§kèr lisom æ huj wa å· di röw¶ (= du snakker ligesom huden var ae din røv), dvs. som du har forstand til, tåbeligt. Skautrup.H.I.209. Om en Person der er unaturligt ivrig for en Sag, paagaaende osv. siges der spøgende: Jen sku næjsten trow te hujen ær o hans nawl = En (man) skulde næsten tro, at Huden er af hans Navle. ØHanH. \ (også:) i videre betydning [spor. afhjemlet] Huj ¨ bruges om Skindet på Kartofler ¨ om Hinden på kogt Mælk. Hagerup.Angel.37. (overført, i talemåde med varianter:) A skal eñtj tre huj¶èn å djÉ brosti¿n = jeg skal ikke træde huden af deres brosten (på gårdspladsen, dvs. jeg vil ikke rende dem på dørene). $Børglum.
2) = afflået (garvet) dyreskind (især af heste og kvæg) [syn.: Ìbælg 1, skind x] Bæstefòòr tjÒbt hujjer å sò·l dem i Sujby; men fø·st blÒw hwa¶r hu¶j deppe i oo¶n å slaske i en døng sòò¶j, få di blÒw sòl¶ ætter wæt (= bedstefar købte huder og solgte dem i Nørresundby; men) først blev hver hud dyppet i åen og slasket i en dynge sand, for de blev solgt efter vægt. AEsp.VO. _ (overført:) Han er færdig at tage Huden af sine Øg (= heste), saaledes plager han dem (dvs. udnytter dem) ¨ Man siger om en Udsuger (= ågerkarl), at han ikke lader sig nøie med Haarene, han vil have Huden med. Melsen.1811. _ (talemåder:) æ kow¶ æ so¿¬ å æ huj å¶ èn ær i ham·bårè = koen er solgt og huden af den er i Hamborg (dvs. tiden er forpasset). Skautrup.H.I.117. dær komèr liså manè kal·skiñ¶ te mær§kèn som hwuj· (= der kommer ligeså mange kalveskind til marked som huder), dvs. der dør ligeså mange unge som gamle. $Darum.
| hubre | Çhud´ |
| Sidens top | |