Çhorke

horkelig

Se også Ìhorke (subst.), Çhorke (subst.)

Èhorke

verb. _ hor§k/hor·k/hork (K 1.5) alm.; hårk $Skannerup; også hår§k Fjends; også skrevet *hurk Hards. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[jf. Çhorke]

 Næste betydning

1) = vokse dårligt, stå i stampe, vantrives [spredt i MVJy og SVJy, spor. i NØJy og MØJy; syn.: Çholke, Çhokke] Æ jue wå blæwn da så sæe fååle taer, æ kuen stoj o horket = jorden var blevet da så sær farlig tør (dvs. gevaldigt tør), kornet stod i stampe. JKristians.MS.18. de horkèr ¡aÛ = om et dyr: ¨ trives dårligt under væksten. $Darum. _ (spec.:) en mandsling ¨ sagde: A æ hork¶è åp fræ li¬¶è (= jeg er horket op fra lille), dvs. har gået og sultet og frosset. Hards (HPHansen.Opt.).

 Forrige betydning

2) = have dårlig økonomi, være fattig; oftest i forb. sidde og horke i det [MVJy (dog kun spor. i Sall, men inkl. naboegne i Him´SV, Ommers´V, MØJy´Ø, SØJy´NV), SVJy (dog ikke optegnet fra Fanø), spor. i øvrige Midtjy´Ø og i SØJy; se kort; syn.: Çhokke]

Tæt afhjemlet

da Saarens (dvs. Søren og familie) sad og horkede i det og havde det grumme smaat, saa maatte de (dvs. datteren og hendes kæreste) ikke komme sammen for Karlens Forældre. Elmgaard.SE.179. \ (også:) han horkèr sæ i¡gjem¶èl såm han bæjst ka (= horker sig igennem, som han bedst kan), dvs. klarer, strider sig besværligt igennem. *$Vroue.

Çhorke	horkelig
Sidens top