Çholke

¢holke

Se også Ìholke (verb.), Çholke (verb.), ¢holke (verb.)

Èholke

verb. _ udtales som »Ìholke.

[beslægtet med Çhylke og hjalke 1; spor. i Nørrejy]

= gå med besvær (i sne, blød jordbund mv.); arbejde hårdt; mase, bakse. han måt hål§k får å følè ¡mæj (= han måtte holke for at følge med), dvs. arbejde strengt og med besvær. $Darum. (hertil formentlig:) Di sto å holket å holket (= de stod og holkede og holkede), hjaskede ved (jf. hjaske 2). Krist.JyA.T.VI.320. \ (overført:) sidde og holke i det = have økonomiske problemer [spor. i MVJy og SVJy (med tilgrænsende egne mod øst)] han sejer å hol§ker i¶ ed, om en, der slaaes (= kæmper) med Armod. Hards.

Çholke	¢holke
Sidens top