¢holkÇholke

Se også Çholke (verb.), Èholke (verb.), ¢holke (verb.)

Ìholke

verb. _ med sideformerne holkie, hølke. _ (l/Ï K 4.8:) holk/ho÷lk/hol·k/hol§k (K 1.5) alm.; hål§k $Darum; også hålk MØJy,$Vorning, Bjerre; holki $Voldby; også (i betydning 2) *hølk spor. i Hards og SVJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1) alm.; u.end. $Voldby.

[jf. ODS. II. hulke 1]

 Næste betydning

1) = sluge grådigt, i store mundfulde [Midtjy og Sydjy´N, spredt på Mors, Thyholm, i Him´SV, SVJy´V og ´S (med tilgrænsende egne i VSønJy), spor. i øvrige Nørrejy; se kort; syn.: hjalke 2]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

han holker, saa han er lig ved å (= lige ved at) kvæles. Hards. (han) holked i sæ som en Stork (af brændevin og mad). Blich.EB.31. æ kra©èr holkè i sæ a en åsèl = kragerne huggede i sig af et ådsel. $Vroue. \ (hertil formentlig:) Storken går og "julker" tudser ¨ i sig. *TønderH.

 Forrige betydning

2) = klukke, om lyd fra kraftige synkebevægelser [spor. i NØDjurs; syn.: kulke x] han drekè li· te de holkè = han drikker, så det ligefrem klukker i ham. $Voldby. \ (også) = gylpe; kaste op [spor. i NØDjurs, MVJy og SVJy] når man kom til at sluge Maden for rask, kom man til at hølke. SVJy.

¢holkÇholke
Sidens top