Ìhokke

hokken

Se også Ìhokke (verb.)

Çhokke

verb. _ hå§k MaltH (SVJy); (tryksvagt:) *hok $Darum. _ præs.: ´er (K 6.2).

[af uvis opr.; muligvis sammenblanding af Èhorke med verber som ¢hakke 6 og høkke; spredt i Hards, Sydjy og SønJy (± Als, ± Rømø), spor. i øvrige Jyll (nord for rigsgrænsen, undt. Ommers, Djurs og MØJy´N); syn.: hugge 8 (slutn.)]

= bevæge sig / klare sig med besvær; sidde økonomisk hårdt i det; oftest i forb. hokke i det (el. lign.). Hokke = krybe frem, komme langsomt afsted, liste sig saa sagte. Således siges en som er meget svag eller som er nyeligen kommen op af en Sygdom, at gaae og hokke; et Menneske, som er tilbage i sine Sager siges, at hokke i det; den som ufortrøden stræber at nærme sig en anden i Kundskab, Velstand o.s.v. uagtet hans Kraft er kun ringe, siges, at hokke efter. Ommers (OBork.1814). en der har ondt ved at klare Dagen og Vejen, sidder og hokker. Sundeved. seÛ o hok ¡aÛ mæ¶ èt (= sidde og hokke ad med det), dvs. sidde i armod og slå sig småt igennem. $Darum.

Ìhokke	hokken
Sidens top