Ìhjunte
hjunte·hejring| Ìhjunte | hjunte·hejring |
Se også Ìhjunte (subst.)
verb. _ med sideformen junte. _ (nt/ñt K 4.5:) hjont/hjon·t/hjon§t (K 1.5, K 1.6) alm.; jøñ·tj Vends. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[former med h´ er muligvis sekundære, jf. ODS. junte]
1) = halte, vralte, humpe; gå klodset, usikkert, slingrende [Thy (±N), Him´V, MVJy med tilgrænsende egne af Ommers, MØJy´SV, Sydjy´N, spor. på Mors, i øvrige Midtjy´Ø og Sydjy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
I mere end en Menneskealder havde Ane hjuntet fra Dør til Dør med sin Tiggerkurv paa Armen. Staun.UD.99. han kam hjoñ§tèn o hal¡añèn bi¶èn = han kom humpende på halvandet ben. $Vroue.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = gynge; vippe; hoppe; vugge et barn i sine arme [spredt i MVJy, spor. i Nordjy, i øvrige Midtjy og i Sydjy´N] jonter ¨ bemærker adskillige Bevægelser med Legemet, saasom naar en vipper op og ned paa et Brædt. Plesner.1807. I mørk avtenÉr ¨ É løtjmaj ja·n åpå fa·r, å så hopÉr å jøñtjer haj får å låk væjvåris fålk frå rÉt væj å stijÉr = I mørke Aftener ¨ er Løgtemanden (jf. lygte·mand) gærne på Færde, og så hopper og hopper han for at lokke vejfarende Folk fra rette Veje og Stier. Grønb.Opt.137. hjonte bruges om at stå og gynge eller vippe et barn op og ned for at få det til ro. Thy. \ (spec.:) hwa gik du o hjoñ§tè a§tèr? (= hvad gik du og hjuntede efter), dvs. hvorfor gik du og drev? *Hards. "du står så sær å hjoñ§tèr mæ eÛ" (= med det), dvs. vipper eller skomper op og ned (jf. skumpe x); når man bærer sig galt eller klodset ad med det, man skal bestille. *Hards (Røjkjær.Opt.).
3) = bumpe (om vogn på ujævn vej) [spor. i MVJy og SØJy] Vognen hjuntede forbi endnu en Ager hvid Rug. Aakj.VF.225.
| Ìhjunte | hjunte·hejring |
| Sidens top | |