Çhjap
Ìhjappe| Çhjap | Ìhjappe |
subst. _ med sideformen hjappe·trug. _ 1.led: ®hjap´/®jap´ (K 3.2) alm. (spor. også skrevet *(h)jappe´); ¡ja§p´ $Fanø. _ genus: neutr./fk. (K 7.1) alm.; fk. Bjerre, SønJy.
[< Çhjappe 1, trug x; spredt i Nørrejy (± Thy og NJy) samt i SønJy nord for rigsgrænsen; fortrinsvis i ældre kilder]
= person (især kvinde), som er sjusket, for hurtig til sit arbejde el. for snakkende; sjuske; sludrehoved. en Hjapitrou ¨ er, i Hensigt til Ord og Tale, en Vaaser; ellers En, som er for iilfærdig i sin Gjerning og i sin Iilfærdighed gjør det forkert. Ogsaa har jeg hørt den kaldes en Hjapitrug, som buser frem uden at see sig for. Schade.72. en Hiapitrug ¨ er et billedlig Udtryk, hvorved den betegnede sammenlignes med et graadigt Svin, som hjapper, (dvs.) farer i Truget for at æde. Plesner.1807. (talemåde:) Stræ·vskir er dø, Hjap´i´trou er opstanden = stræbeskid er død, hjap´i´trug er opstanden. SønJy´N.
| Çhjap | Ìhjappe |
| Sidens top | |