hjald·bjælke
Çhjalde| hjald·bjælke | Çhjalde |
Se også Çhjalde (verb.)
subst. _ hja¬·/hjal (K 4.6, K 1.3) Hards´N, Fjends, MØJy; hjå·¬ $Ål, UlfborgH (Hards); hj嬷 $Darum; *hjol(d), *hjål Sydjy; *hjold, *(h)juld SønJy´NØ; også skrevet *hjald _ genus: fk. _ plur.: ´er (K 6.2).
[vel beslægtet med hjalder 1.1´1.2]
1) = (gammel) mager ko [Hards (±NV), Fjends´S, spor. i SVJy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Hiald, et SkieldsOrd til FæeCreature, hvorved Hyrderne udtrykke deres Vrede. NHegelahr.ca.1810. Hjæm· hå· vi en fi Hjalder, en Pa Stu·row·ner o·n hal’hunder Kræ·ger (= hjemme havde vi) fire magre Køer, et Par Smaastude og et halvthundrede sølle Faar. HPHansen.HH.80.
2) = uordentlig, sjusket kvinde [MØJy (±NØ), Fjends´S og SØJy (±S), spredt i Hards, Fjends´M og på Samsø, spor. i SVJy; se kort; syn.: herom´hjalde]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Hiold ¨ om en quinde, som har et lang liv, men kun liden forstand eller hierne. TerpagerÌ.ca.1700. (talemåde, med varianter:) herom hjald·, så drengen, han dånst mæ hans oldme (dvs. bedstemor) = omkring hjalde (jf. Çher·om), sagde drengen, han dansede med sin oldemor. MØJy.
| hjald·bjælke | Çhjalde |
| Sidens top | |