hinke
hinkel| hinke | hinkel |
subst. _ med sideformen hinkle·ben. _ afvigende 1.sms.led: heµkèl´/heµkèÏ´ (K 4.8) Thy, SønJy.
[< hinke; sideformen muligvis < nedertysk hinkelbeen, el. dannet i analogi til skrinkle·ben x; spor. afhjemlet]
(nedladende) = person, der halter. \ (hertil, afkortet:) hinkel [spor. i Vends´S] svagt Menneske eller Dyr, der gaar og hænger: ¨ e uksel sølle Hinkel (= et usselt sølle hinkel). Lars.Ordb.89.
| hinke | hinkel |
| Sidens top | |