hink
hinke·ben| hink | hinke·ben |
verb. _ heµ·k/heµk/he÷µk/heµ§k/Áheµ·k (K 1.5, K 1.6) (spor. i Øst- og Sønderjy også optegnet med ´i´). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[< rigsmål; Nørrejy (dog kun spredt i NVJy), Sønderjy´N, spredt i øvrige SønJy (nord for rigsgrænsen, kun spor. syd for); se kort; syn.: halte, krøble x, lamme x, linke x]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= gå haltende; hoppe på ét ben (i børneleg). _ (talemåde:) han heµ§kèr mièr iñ han fæj·lèr = han hinker mere, end han fejler; om overdrivelse og simuleren, især helbredsmæssigt. $Vroue. \ (overført, ved tærskning med plejl:) At slaa i Takt hedder: hål ¡slaw (= holde slag). Dersom den ene slaar daarligt Slag, hinker han. *Vends.
| hink | hinke·ben |
| Sidens top | |