hingst·plag
hinke| hingst·plag | hinke |
subst. _ heµk _ genus: neutr. _ plur.: (i betydning 2) u.end.
1) = hinken, trækken på benet [< hinke; spor. i MØJy og på Sundeved] no mærket a føst et bette Soer po mi venstre Bien, dæ bløw Skyld i, a fek et bette Hink = nu (dvs. dagen efter slaget ved Frederiksstad) mærkede jeg først et lille sår på mit venstre ben, som blev skyld i, at jeg (siden) kom til at hinke lidt. PJæger.K.15.
2) = sting, hold [vel opr. overført, jf. vestnordisk hinkra (= nøle, dvæle), svensk dialekt hinka (= hindre); muligvis beslægtet med sjællandsk hinke (= fejl), jf. ØMO.; spredt i KærH´Ø (Vends), spor. i øvrige Vends] Hink = Sting ¨ Hindring for Åndedrættet. Gaardboe.Opt. A hò få·t æ Henk ø¶wè Læ¶jèn = jeg har fået et hold over lænden. BørglumH.
| hingst·plag | hinke |
| Sidens top | |