hinde
hinde·æg| hinde | hinde·æg |
Se også Ìhånd (subst.)
subst. _ udtales som »hindre (dog med stød i hele Nordjy, og uden acc.2 i Sønderjy´SØ, jf. K 1.1); ligesom ved hindre er udtalen i Vends afhængig af ordets betydning. _ genus: stof´neutr. alm.; (i betydning 1) fk. SønJy.
1) = rigsm.; især i forb. til hinder for [< hindre 1; spor. i Nordjy, Øst- og Sønderjy] hañ gÒr ɵèn gaw¶n, han ær itj a¿ñ tÉ hiñ¶è = han gør ingen gavn, han er kun til besvær. MØJy (F.).
2) = skade, mén [< hindre 2; spor. i Nord-, Øst- og Sønderjy; syn.: hilder 2] Hon fæk entj no hæn¶ner å ulÒkken = hun fik ingen mén af ulykken. AEsp.VO.IV.354. han æ ett taassi te han haa Hende aa = han er ikke (så) tosset, at han har skade af (det, dvs. at han ikke kan klare sig). Fjends. han hæ en lil ¡hiñè (= han har en lille skade), dvs. han er lidt svagtbegavet. Alsingerg. \ (hertil:) å kom· i nè henèrhål¶ (= at komme i noget hinderhold), dvs. at komme til skade. *Mols.
| hinde | hinde·æg |
| Sidens top | |