higehigne

higen

adj. _ med sideformen igen. _ (©/ch K 4.2:) hi·©èn alm.; hij·©èn ØHanH; he·©èn $Læsø, sideform i Vends, Him´Ø, MØJy´S; i·©èn Vends´NV og ´M, Nibe.

[< hige 1, jf. ODS.VIII.86; spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy; syn.: henten, heppen 1, hægen 1]

= begærlig, lysten (efter noget); ivrig, stræbsom . Melsen.1811. hañ ær så higen får å få Nyt å veÛ = han er så begærlig efter at få nyt at vide. Vends (Røjkjær.Opt.). hi·©èn ætèr añèrès = begjærlig efter Andres Gods. $Agerskov. hon wa så i·©èn ætèr å wo fa·rè = hun var så ivrig, stræbte efter at blive færdig. $Hellum. i·©èn i tøw¶è (dvs. seletøjet, jf. tøj x) = ivrig (om Hest, om Mennesker). $Tolstrup. lisså higen ætter bröwn som i spÉka¿l ætter sÒ¿mjÉlk = lige så lysten efter brændevin som en spædkalv efter sødmælk. AEsp.VO.

higehigne
Sidens top