higen

hi·ja

higne

verb. _ med sideformen igne. _ i·©èn ´èr ´t ´t $Hellum; (præt.) *higent KærH (Vends).

[< hige 1; kun anførte kilder fra Vends]

= hige, stræbe. $Hellum. \ (spec.) = haste, ile. hoj higent åstæ = hun ilede af sted. KærH (Vends).

higen	hi·ja
Sidens top