hen·tagen
henten| hen·tagen | henten |
verb. _ (n/ñ K 4.5:) he÷ñtj/heñ·t/heñt (K 1.5) alm. (også hiñ·t/hiñt spor. i Østjy syd for Limfjorden); også heçjt Him´SV; hiñ§t/hiñ·t/Áhiñ(·)t (K 1.5, K 1.6) (spor. også optegnet med ´e´) Vestjy, Sønderjy´NØ og ´SV, TonalOmr, Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: u.end. alm.; heñtj Vends. _ ptc.: heñtj, heñt, hiñt (analogt med inf.) alm.; heñ¶t $SSamsø, $Anholt, $Voldby, MØJy´SØ. _ imperativ: i alm. samme udtale som ptc.; heñ¶t/hen¶t (K 4.5) Him´Ø, Midtjy´Ø.
1) = rigsm. wi ¡heñ·tèr wò ¡mjÉlk we wò ¡na·bos = vi henter vor mælk (dvs. får el. køber det mælk, vi skal bruge) hos vor nabo. $Torsted. wo¡hærè ku gjæn ¡heñt ham mæ de ¡fø·st = Vorherre kunne gerne hente ham med det første (dvs. han kunne såmænd snart dø). $Gosmer. (i ed:) do fo·r å tråw¶ mæ po met u¶èr, får a banèr fa·nèn hent mæ al·dri = du får (at) tro mig på mit ord, for jeg bander fanden henteme aldrig. Ommers. _ (talemåder, med varianter:) Slint, en Ret Søbemad, der bestaaer af Madsuppe, som jævnes enten med Havregryn eller Bygmeel. Om denne Ret plejer man at sige: Slint koster int, udn e Uaand aa hint (= »slinte koster intet, undtagen vandet at hente). Schade.137. æn viñ§tèn æ som·tijèr guw¶è får æn hiñ§tèn (= en venten er sommetider god for en henten), dvs. en venten er sommetider at foretrække for en henten, man kan tit bie sig til lykken. SVJy (F.III.1038; med varianter). _ (overført:) de ær nåk hæn· å hiñ§t nåt añt ve¿r (= det er nok henne at hente noget andet vejr, jf. hente·vejr) siges der, når det en Dag står og lurer og er lummert. Hards. \ (også) = tage; få. A tet, a so, han kaam aa hent men Gjæs = jeg syntes, jeg så, han (dvs. ræven) kom og tog mine gæs. JPChrist.Gosd.5. ¡fålk sku ju ¡klå·r sè ¡si¶èl _ dæ wa ¡ejk ¡møj¶ ¡hjælp å heñ·t = folk skulle jo klare sig selv, der var ikke meget hjælp at få (fra det offentlige). $Haverslev.
Forrige betydning - Næste betydning
2) hente skår(et) = slå hvert »skår i én og samme retning (ved kornhøst) [spor. afhjemlet] Har vinden eller regnen fået det (dvs. kornet) til at hælde, skal det høstes den vej for ikke at rive kærnerne af, vi må så, hver gang vi kommer til enden, gå tilbage og begynde forfra. Det kaldes at hente skår. AarbRanders.1969.87. Man må ¡heñ·t è ¡sko¿r, når kornet ligger i leje, idet man så må gå tilbage til den side, man begyndte ved, når man er færdig med et skår, og fortsætte mejningen derfra. $Torsted.
3) hente furen = pløje hver fure i én og samme retning [spor. i NVJy og Him] Naar en Bakke pløjes saaledes, at Furen altid falder nedad, kaldes det at hente Furen; det vil sige, naar man kommer til Ende med Furen, saa lader man Ploven slæbe uden Fure paa Tilbagevejen. Him. Til Bakkeskråninger saa stejle, at den vendte Fure vilde falde tilbage igen, var det hurtigst at bruge "»Vendeplov". Med alm. Plov skulde man "hente Furen", og det var jo Tidsspilde. Mors.
| hen·tagen | henten |
| Sidens top | |