hentehenter

henten

adj. _ (ñt/ñtj etc. K 4.6:) heñtjèn/heñ·tèn/heñtèn/heñ§tèn (K 1.3, K 1.6) (i Thy og Him spor. også optegnet med ´i´).

[< hente; NJy, Thy, Him, spor. på Mors, i Ommers og MVJy´N; se kort; syn.: gredig, gril]

Tæt afhjemlet

= begærlig, lysten, ivrig; grådig, grisk; nærig, nøjeregnende. Han er saa hinten efter en Skilling som Fanden efter en Sjæl = han er så begærlig efter en skilling som fanden efter en sjæl. Melsen.1811. Om en hund, der tiggede ved bordet for at skaffe sig en godbid kunne man sige: "Den æ åltijer så hinten, nær vi spiser" (= den er altid så henten, når vi spiser) ¨ også om personer, der viste pågående iver¨ "Hon æ åltijer så hinten etter å hø·r nyt" (= hun er altid så ivrig efter at høre nyt). Han. a wa slæm henten ætter æ Sæng = jeg længtes gevaldigt efter at komme i seng. AarbMors.1926.105. æ ¡æ så ¡heñ·tèn ætèr èn ¡æ·bèl = jeg er så lysten efter et æble. $Torsted. han var svær henten efter møllerens mari (= Marie). Ommers. haj er så hentjen, de´de fålken wa¶gt ka få låw å hòl awwten = han er så nøjeregnende, at (tjeneste)folkene vanskeligt kan få lov at holde fyraften. AEsp.VO.

hentehenter
Sidens top