hellig
hellig¡bededag| hellig | hellig¡bededag |
Se også helle·aften (subst.)
subst. _ el. (i to ord) hellig aften.
[vel < rigsmål; spor. i Nørrejy og Sønderjy´N]
= aften før en helligdag (el. lign.); helt fra den tidlige middelalder har en sådan aften (juleaften, nytårsaften, sankthansaften, helligtrekongersaften, valborgaften etc.) været fejret blandt folket, medens den efterfølgende dag blev fejret i kirkeligt regi; jf. NK.XXII. så jik hon hva hæleavtÉn uv te hæ mu·s grav = så gik hun (dvs. den oversete steddatter) hver helligaften ud til sin moders grav. Grønb.Opt.97. de waar ett kjøn o blyw’ vrée en hyw Helleawten = det var ikke (dvs. ville ikke være) pænt at blive vred på en høj helligaften (dvs. en af årets store helligaftener). Bloch.VD.62. (overtro, vedr. synskhed:) Da kan a si ham ¨ men a æ jo osse føj en helle Auten! = da kan jég se ham (dvs. en genganger), men jeg er jo også født en hellig aften!. AarbSkive.1927.147. \ (hertil:) helligaftens·nadver. i Hads Herred ¨ var det (op mod 1900) Skik, at Høstkarlen og Høstmøen, Folk, som blev fæstet til dette Arbejde, længe forud mødte til Helligaftensnadver baade Juleaften og Helligtrekongersaften ¨ Det samme var forresten Tilfældet med Hjorddrengen (= hyrdedrengen), som blev fæstet for næste Sommer allerede om Efteraaret. *AarbVejle.1943.182.
| hellig | hellig¡bededag |
| Sidens top | |