haste
hastig·gal| haste | hastig·gal |
adj. _ hastè alm.; ha·stè NVJy, Hards´NV; hasto, hastu Rougsø, NØDjurs; Áhastè TonalOmr (K 1.8). _ neutr.: ´t $Voldby, $Tved.
1) = hurtig [alm. (dog kun spor. i SSlesv)] de skeÛ å¬ fo hastè, vi wa it be¡la¿wt ¡å¶ èt = det skete alt for hurtigt, vi var ikke belavet på det. $Hundslund. hon kam ¡hastè ¡hæn¶ (= hun kom hurtigt hen), dvs. hun døde pludselig. Bjerre. ¡hø¿ dæ wè sat få ¡hastè ¡eçj¶, de ku blyw så ¡mowlè = Hø, der var sat for hastigt (tidligt) ind, det kunde blive så muggent. $Gosmer. (talemåder:) de ær i wa¿© kræ·mèr dær æ får hastè = det er en dårlig kræmmer, der er for hurtig. $Hellum. Om den hastige beslutning: hastè be¡tæñt å hastè få¡tröt (= hastigt betænkt og hastigt fortrudt). Skautrup.H.II.122.
2) = hurtigt vred, opfarende, ilter, hidsig [alm. (dog ikke optegnet fra SSlesv); syn.: hastig·gal, hastig·sindet] han æ ¡nÒj ¡ha·stè, mæn de gor ¡snå¿r ¡øw¶èr iªjÉn = han er noget hidsig, men det går snart over igen. $Torsted. Et vrejjen Uer _ et haste Swar _ / de woldt, te åld dje Lykk bløw øø = et vredt ord, et hidsigt svar, det forvoldte, at al deres lykke blev øde(lagt). ABerntsen.M.25. dæ¶æ ku han så sto å glåw¶ ¨ te de haste wa gån åw ham = der kunne han så stå og glo, til det hidsige var gået af ham. MØJy (Ord&Sag.1998.52). (talemåde:) Haste Huñ¶ gjør blin· Hwelp = hidsig hund gør (dvs. får) blinde hvalpe. Hards.
| haste | hastig·gal |
| Sidens top | |