hastig
hastig·hed| hastig | hastig·hed |
adj. _ el. (i to ord) hastig gal (især uden for Midtjy´Ø).
[MØJy (±V), Djurs (± Samsø og Anholt), Ommers´Ø, spor. i øvrige Østjy og Vestjy´M; se kort; syn.: hastig 2, hastig·sindet]
 |  Tæt afhjemlet |
= som hurtigt bliver vred, opfarende, ilter, hidsig. Han var en sær Tværring (= tvær person), arrig og hastiggal, ubehagelig at have med at gøre. Rougsø. hon wa mød døgti, men noed hastegal, aa neæ det to hej, ku hon brug ue, dæ slet it passet te en præjstgoe = hun var meget dygtig, men noget opfarende, og når det tog hende, kunne hun bruge ord, der slet ikke passede til en præstegård. MØJy. haj er haste gal¶ å haste gu¶ ijæn = han bliver hurtigt vred og hurtigt god igen. AEsp.VO.II.20. (talemåde:) haçj ær haste gal¶ å snå¿(t) gal¶ ijæn (= han er hurtigt gal og snart gal igen), siges om den meget iltre. $Hellum.
| hastig | hastig·hed |
| Sidens top | |