hasthastig

haste

verb. _ hast/ha÷st/ha·st (K 1.8) alm.Ì. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; u.end. ThyÇ, $Voldby, $Tvis, SVJy.

\ Ìi TonalOmr formentlig Áha(÷)st; Çptc. dog hast (med kort vokal).

[spredt afhjemlet]

= rigsm. (oftest i upersonlig anvendelse). de haster mæ¶ å få Ku¶nt e¶j, de sir uk te Rɶn = det haster med at få kornet ind, det ser ud til regn. Vends. hañ hastèr itj mɶ èt = han skynder sig ikke med det. MØJy (F.). di hasted’ om ebagg e Laej = de skyndte sig om bag laden. MartinNHansen.JT.44. (talemåde, med varianter:) de hastèr entj mi·r en de ple¿r (= det haster ikke mere end det plejer, siges som) Svar paa Opfordring til at skynde sig. $Børglum.

hasthastig
Sidens top