Çharmharmelig

harme

verb. _ har·m/ha÷rm/harm (K 1.3) alm. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; ´è $Voldby.

 Næste betydning

1) = gøre vred, ærgre [jf. Çharm 2; spredt i Nord- og Midtjy, spor. i Sydjy] (brev 1716:) I Søndags fæste (= fæstede, dvs. ansatte) jeg mig en Pige. hun er færdig at harme mig (= nær ved at ærgre) mig ihjel. Hun har været her med en skiden Mund ¨ og vil give mig mine Fæstepenge igjen. MØJy (AarbRanders.1917.130). de har·mè mæ mjest, te a ku væ·r så dom¶ o lön ham pæ·µ = det ærgrer mig mest, at jeg kunne være så dum at låne ham penge. $Lejrskov. _ (især brugt refleksivt el. passivisk:) harmer sig = græmmer sig. Schade.ca.1820. han haremtes ow Hjåtens Grond ¨ "Hwa tøkes I wal hie om? Æ de it skamelit?" = han blev vred af hjertets grund: "hvad synes I vel om dét? er det ikke skammeligt?" (at vi skal gå at trælle for godsejeren). MØJy (Jyden.I.95).

 Forrige betydning

2) (kun i refleksiv el. passiv form:) harme sig, harmes = blive/være bedrøvet, ked af det [jf. Çharm 1; spor. i Vestjy og Østjy´N; fortrinsvis i ældre kilder] harme sej = at være inderlig bedrøvet. Schade.ca.1820. å har·ms = bedrøves. $Tvis. \ (spec.:) do skal eñtj har·m dæ = du skal ikke bekymre dig om mine sager (dvs. pas på dig selv). *$Hellum.

Çharmharmelig
Sidens top