Ìhag
Ìhage| Ìhag | Ìhage |
Se også Ìhag (subst.)
subst. _ hå¿© alm.; ha¿© $Haverslev, sideform i Thy (vist en rigsmålstillempet form). _ genus: fk. _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; muligvis også u.end. (se betydning 1, citat fra $Ræhr).
[af uvis opr.; jf. Çhage]
1) = fremspring; tap [spor. i Thy og Han, desuden på Fur] der var en håg på, nærmest et fremspring eller en større ujævnhed. Fur. æ hå¿© å æ skow¶, di sku¬ tøñès ¡ú å skjær·pès, nå¿r de war glat = hag¶en på hesteskoen (dvs. det nedbøjede stykke bagtil i begge sider), de skulle bankes tyndere og skærpes, når det var glat. $Ræhr. ha¿© = lille ombøjet tap _ som fx ved halen på et leblad, hvor tappen skal gå ned i et hul på dragets (= skaftets) beslag. HillerslevH. \ (formentlig også) = »klinkehage (i primitivt dørlukke) [spor. i Thy; syn.: Çhage 3.1] Enden af æ fa¬¶ (= klinkfaldet, jf. Ìfald 2), den falder ned i en hå¿© (og her tænkes formentlig mere på "hagen", der holder på klinkfaldet, end på fordybningen, det falder ned i). $Hurup.
2) = krog; krampe; knage [spor. i Hards og SVJy] æ hå¿© = en hage, krog, som på (vogn)stjerten hindrer »kobbellænken i at gå tilbage (jf. stjært x). $Darum. (en »roeoptager har) kniv til aftopning og to ha¿©èr (= hager, kroge) til at trække roerne op med. $Vroue. we ¡hwæ¿r ¡æñ· o æn ¡maÛ·ªtæj·n ¡sej¶èr dèr æn ¡ha¿© te å hål· ¡l婶è po ¡plas = ved hver ende af en madtejne (= madkasse) sidder der en hag til at holde låget på plads. $Haverslev. dæ wa æn hå¿© o hwæ¿r æ·ñ å æ kram·, som di ku slå ¡iñ¶ i æ træ¿ = der var en hag på hver ende af krammen (på træskoen), som de skulde slå ind i træet. Skautrup.H.188. _ (overført:) do sku jaw·n hå¿ æn hå¿© o hæµ· di hat o¿ (= du skulle netop have en hag at hænge din hat på), fig. en anledning til klage. $Darum.
| Ìhag | Ìhage |
| Sidens top | |