subst.
[syn.: hæs·have, hæs·plads]
Hissegaard ¨ er gaarden, pladsen, hvor saadan hisse (jf. Ìhæs) staar. En indlukt (= indhegnet) hissegaard. Hissegaarden er sönden huuset. *Ribe (TerpagerÇ.ca.1700).
hæse
hæs·hathæsehæs·hathæsehæs·hat