hæng´flæng

hængsel

hængs

adj. _ hæµs

[< Çhænge 3.3; spredt i SVJy´S, spor. i øvrige Sydjy og i Midtjy; syn.: hænge·vorn, på·hængs]

= efterhængende, påtrængende (om morsygt barn). hun æ saa hængs at’er æ muer = hun hænger så stærkt efter moderen. SVJy. \ også kaldt: hængsk. den gammel Sow (var) saa hengsk atter ham, te den stakkels Kaael waar hiel ildd ve ’et = den gamle so (i svinestien) var så "forlibt" i ham, at karlen var helt ilde ved det. *KJKrist.H.71.

hæng´flæng	hængsel
Sidens top