hæffel
Çhæfle| hæffel | Çhæfle |
Se også Çhæfle (verb.), Èhæfle (verb.), ¢hæfle´ (sms.led)
verb. _ med sideformen hifle. _ (l/Ï K 4.8:) hæfèl, *heffel alm.; hævèl $Agerskov; også hifèl/ÁhifèÏ (K 1.9) Sydjy, Sønderjy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: (lt/¬t/¬tj K 4.7:) ´t Nordjy, Midtjy´N (dog ´è $Voldby); ´et (K 6.1) Midtjy´S (dog ´¬t Samsø), alm. i Syd- og Sønderjy; u.end. (men med palatalisering: hæfè¬/hifè¬) SVJy, VSønJy´N (vsa. yngre ´èt); (ptc., efter hjælpeverbet være) hæflèn $Tved.
[af uvis opr., muligvis beslægtet med »høvle]
1) om arbejde el. bevægelse.
1.1) = bære/slæbe akavet (på noget); bakse (med noget) [Østjy´N og ´M (dog kun spredt i Han og på Samsø), spredt i Thy´N og størstedelen af Fjends, spor. i øvrige Jyll; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
"Hvodan æ et do go å hefler mæ e" (= hvordan er det, du går og slæber med det), naar man kom bærende med noget, man ikke rigtig havde fat paa. Thy. hæffel å ¡stæ mæ i brøing på nakki = gå besværligt med et knippe halm på nakken (jf. brodning 1). Vends. go å ¡hæfèÏ mæ èt ¡bå¿n (= gå og hæfle med et barn), om det ene Barn, der slæber med det andet uden rigtig at kunne magte at bære det. $Houlbjerg. Uw¶nen fæk di da hæffelt uk o Snødryw·en å ضgen for en = vognen fik de da bakset ud af snedriven og (fik spændt) hestene for den. HJens.HDF.43. som han da hæfÏèr å¿ mæ¶ èn (= slæber af sted med den). $Vorning. (vbs.:) haçj kam hæfèli mæ ham = (han) kom hæflende med ham, dvs. slæbende, dragende el. trækkende med en fuld mand eller med en, der kun modvillig følger med. $Hellum. a fo¿r å te hæfèlèns mæ ham = jeg må (egl.: får at) til at slæbe af med ham. $Hellum. \ (hertil formentlig:) hjæfle ¡ved. Han står nu skrævs over hende (dvs. en beruset, der er faldet om på isen) og hjæfler ved (dvs. prøver at få hende på benene igen). *Fjends (Krist.JyA.V.271).
1.2) = arbejde ihærdigt; slide og slæbe; mase, tumle [Ommers´Ø, MØJy (±NV), Sydjy (±NV), SønJy´N; spredt i Djurs, spor. i øvrige Midtjy, SVJy og SønJy; se kort]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
haj ¡hæflèr ¡mæ è (= han hæfler med det), dvs. han står og hæflèr (= maser) og kan ikke komme af sted (med at) få det gjort. Vends. go å hæffel itj´i te dawle (= gå og hæfle i det til daglig), dvs. gå og døje med det daglige slid. AEsp.VO. (overført:) ål den Vøv, di vandt af Løgn, / og hæfled med i månne Døgn = alt det væv, de spandt af løgn, / og arbejdede ihærdigt med i mange døgn. MartinNHansen.SM.54. nowwer Papirer, som han haad hæflet op a si Lomm = nogle papirer, som han havde fået hevet op af lommen. KJKrist.P.18. han hæflede Pisken op fra Forlæderet (ved kuskens sæde, jf. for·læder). JVJens.HH.I.34. (spec.:) (høstrivens tænder skulle være) lå·µ å stæ·rk ¨ få hæj·s ku i it ho·l te¶ å hæfèl ku¶ènt sam¶èl te ni¶è© = lange og stærke, for ellers kunne de ikke holde til at "kradse" kornet sammen til neg. NPBjerreg.ÅOmmers.58. (spec., om seksuelt forhold:) Han le©èr o hæflè mæ dæñ¶ Kweñ¶ 嬧ti·è (= han ligger og tumler med den kvinde altid), dvs. ligger i med hende. $Lejrskov. \ faste forb.: hæfle ¡i sig = spise grådigt. Som a hæffelt i mæ! = hvor jeg dog stoppede i mig (af den gode mad). *LCRingsholt.TK.12. _ hæfle ¡med = følge med [spor. i Him, Sall og Fjends] Det æ mæ øwer æ Haand, a kan ett hæffel mej, / om æ Bjen’ saa vild aalle saa gjan = det er mig for svært (egl.: over hånden, jf. Ìhånd 37), jeg kan ikke følge med, om benene så ville (det) aldrig så gerne. Aakj.HÆ.88. _ hæfle ¡på = hænge i. æ mått orndle hiffel å for å få æ tröj færre te jywl = jeg måtte ordentlig hænge i for at få trøjen færdig til jul. *$Løjt.
1.3) = sjokke, traske (fx i sjuskede klæder) [Han, Thy´N, MVJy´N, spredt i Him´V, Hards´SØ og SØJy´M, spor. i øvrige Østjy og Hards; se kort]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
gò å ¡hæfèl ¡i¶ èt (= gå og hæfle i det), dvs. at sjokke i for store klæder. AEsp.Læsø. hun gor o hæfler i jen Støwl og jen Træsku = hun går og hæfler i én støvle og én træsko. SVJy. de wa ¡mÉj·Ûa ¡fa·r han hæfè¬t a¡ste = det var middag, før han traskede af. $Torsted. hæfèl = gå og vade i noget. MKrist.Uds.30.
1.4) = hive, få fat på (på besværlig el. ufin måde) [spor. i Sydjy] A ska ud og have min natlue hiflet fra ham (dvs. fra landstrygeren, der havde taget den under et besøg). Krist.JyA.T.V.128.
1.5) hæfle ¡op = løfte, hive op (i skørter mv.) [spredt i NJy og MØJy, spor. i Him og Djurs] ¡å· ¡så hæfè¬t wi jo ¡let ¡ap ¡í è _ i skjørtèrèn = åh, så løftede vi jo lidt op i det, i skørterne (når vi skulle gå i fedtet føre). Samsø (DaDial.III.16). en der er ved at tabe bukserne, hæfler åp i´dem (= hiver op i dem). AEsp.VO. (spec.:) kjo·èÏèn war hæfÏèn ¡åp = kjolen var hejset op, om tournure. $Tved.
1.6) hæfle ¡sammen = rimpe sammen [spor. i Midtjy, Sydjy og Sønderjy] hæfle (= hæflet) sammen, om Tøj, der ikke er syet ordentligt. Djurs. (overført:) di fæk hæflet nowwed sammel, som skuld gjældd for en Rejnskab = de fik flikket noget sammen, der skulle gælde for et regnskab. KJKrist.P.53.
Forrige betydning - Næste betydning
2) om tale.
2.1) = skænde på, skælde ud; kæfte (op) [NVJy (± Thy´N), Hards´NV og Sall´SV, spredt i Hards´SV, SVJy´V og SØJy´M, spor. i MØJy´S samt øvrige Sall, Hards og Sydjy; se kort]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
han gor ¡a¬·ti å ¡hæflèr po ¡dæñ¶ sÒlè ¡bå¿r = han går altid og skænder på det sølle barn. $Torsted. En skældende Kvinde, der efterhaanden fik ham til fuld Bevidsthed om Tilværelsen. Jo, saa sandelig var det Geske, der hæflede op. KrJens.SJ.157. hun hæfler åp åm 嬷 Tiµ = hun snakker, sladrer om alting. Røjkjær.Opt. Til et Barn, der staar og snakker løs til Besvær for Moderen, lyder det: ¨ du stor åltir hæ o hæfler (= du står altid her og hæfler). HPHansen.GD.III.141.
2.2) = trygle, tigge om noget; plage for at få noget [Hards (dog kun spredt i ´SØ), Fjends´NV, SVJy, spredt i SØJy´NV; se kort]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
de ær gråw·, såm hañ hæfler får èÛ (= det er gevaldigt, som han hæfler for det), om et Barn, der tigger eller plager for noget. Røjkjær.Opt. han hæffe¬ o for a sku læ·n ham 5 Daaler = han hæflede på (dvs. plagede), for at jeg skulle låne ham 5 daler. SVJy. \ (spec.:) hæfle nogen ¡på. A bad te Wåhær _ hvis han no vild hjælp mæ den jæn· Gång, så sku a æ§t hæfl ham o¿ så møj snå¿r ijæn = jeg bad til vorherre: hvis han nu ville hjælpe mig denne ene gang, så skulle jeg ikke plage ham igen foreløbig (egl.: ikke hæfle ham på så meget snart igen). *Hards (HPHansen.Opt.).
3) = skrante, være syg. den gær å hæflèr (= det går og skranter) ¨ om et Kreatur der er syg og kan hverken leve eller dø. *$Brarup. gå å hævèl ar (= gå og hæfle ad), dvs. gaa og hænge, være halvsyg. *$Agerskov.
| hæffel | Çhæfle |
| Sidens top | |